Dealsites. Brug din sunde fornuft.

Christoffer Steenbeck

Dealsites er overalt i medierne. Der findes et dealsite indenfor stortset enhver niche. Størstedelen af de store mediehuse har deres eget dealsite på et eller...

Dealsites. Brug din sunde fornuft.

Dealsites er overalt i medierne. Der findes et dealsite indenfor stortset enhver niche. Størstedelen af de store mediehuse har deres eget dealsite på et eller andet niveau. Dertil kommer alle lykkeridderne med mindre dealsites opbygget på et standard gratis script der kan downloades rundt omkring på nettet. Hertil kommer aggregators der samler tilbud fra diverse dealsites… Markedet er enormt og formentlig stødt stigende.

Men tænk dig nu om inden du køber den uundværlige himstregims til hjemmet, der kan barbere dine knoer samtidig med at den laver kaffe i soveværelset – hvor du i øvrigt føler, at du kan gøre en god handel da den har en vejl. pris på 3.995 kr. og den nu kun koster 1.095 kr… Lyder det for godt til at være sandt? Så er det nok tilfældet.

Vær skeptisk overfor dealsites

Omsætningen er stigende indenfor dealsites og listen er lang over denne type sider alene i Danmark. Lykkeridderne, og efterhånden også mange af de store spillere, kører dog konceptet i sænk med billige og tarvelige produkter fra Østen. Vær nu skeptisk overfor robotstøvsugeren der nu pludselig koster 1.000 kr. mod en førpris på 3.000 kr., høretelefonerne der koster 49 kr. mod 199 kr. tidligere etc.

De fleste dealsites du ser rundt omkring, er i bund og grund produktet af smarte lykkeriddere, der ridder med på bølgen og ønsker at skumme fløden på forbrugeren der stoler blindt på ’gode tilbud’. Du er da klogere, ikk?

Eksempler på deals

Høretelefoner. Vejl. pris 199 kr. Pris på dealsite 33 kr. Indkøb ca. 5 kr.
Robotstøvsuger. Vejl. pris 3.295 kr. Pris på dealsite 1.099 kr. Indkøb ca. 200 kr.
Haveslanger. Vejl. pris 1.095 kr. Pris på dealsite 695 kr. Indkøb ca. 70 kr.
”Water Speakers”. Vejl. pris 595 kr. Pris på dealsite 179 kr. Indkøb ca. 40 kr.
Black Mask. Vejl. pris 99 kr. Pris på dealsite 45 kr. Indkøb ca. 4 kr.
Lille trådløs højtaler. Vejl. pris 699 kr. Pris på dealsite 239 kr. Indkøb ca. 40 kr.
Fatboy kopi sækkestol. Vejl. pris 1.199 kr. Pris på dealsite 449 kr. Indkøb 90 kr.
Go-Pro kopi kamera. Vejl. pris 3.051 kr. Pris på dealsite 1.499 kr. Indkøb ca. 150 kr.
Excel Infinity kopi lysestage. Vejl. pris 799 kr. Pris på dealsite 399 kr. Indkøb ca. 50 kr.

Disclaimer. Ovenstående er eksempler på deals lånt fra danske dealsites indenfor de sidste par måneder. ’Vejl. pris’ samt ’pris på dealsite’ er begge prissætninger fra det enkelte dealsite.. Indkøbsprisen er et estiminat beregnet med produktpris+fragt+told+moms i menté. Tilsvarende produkter er fundet på førnævnte handelsportaler. Indkøbspris er omregnet fra USD til DKK med dagskursen d. 6/11-2013. Priserne er taget med udgangspunkt i køb af 1.000 – 3.000 enheder.

Sådan slipper dealsites udenom Forbrugerombudsmanden

Og det store spørgsmål er så; hvorfor stopper Forbrugerombudsmanden ikke disse lykkeriddere, som egentligt fører forbrugerne bag lyset? Godt spørgsmål.

Men opskriften på og slippe udenom den gældende lovgivning er simpel. Et produkt kan ikke kaldes et ’tilbud’ hvis prisen altid er lav. Et produkt skal sælges i minimum 3 uger, og her være prissat til vejl. pris, før det kan sættes på ’tilbud’. Det samme er gældende for deals. Netop derfor vil du kunne opleve at mange (læs alle) deals du finder på danske dealsites kan findes på webbutikker prissat til vejl. pris. Det er lovgivningen der kræver dette, men det er vel i bund og grund blot en omgåelse af loven. Simpelt og enkelt trick.

Er det snyd? Der mangler måske blot lovgivning på området, som kan dæmme op for ’gode deals’, som markedsføres på ekstremt gode priser og egentligt aldrig har haft den værdi de udbydes til. Fiktive vejl. priser er grundstenen til mange dealsite succeser.

Opskriften på dit eget dealsite

Dealsites er efterhånden hvermandseje og du kan starte dit eget. Opskriften er simpel og ligger lige for. Samtidig kan du jo kalde dig serie iværksætter efter at have startet et par stykker…

>> Find dit produkt på Alibaba.com, miniinthebox.com, dx.com eller et af alle de andre store sites der forbinder Østens producenter med den øvrige verden
>> Søg efter et ”dealsite script” og læg det op på et smart domæne helst indeholdende ordet ”deal”
>> Opret herefter en webshop med dit nye produkt og sæt en høj vejl. pris for produktet
>> Opret en Facebook gruppe eller spam dine nærmeste venner på privatprofilen med info om dit nye dealsite og utroligt gode priser
>> Vær’ klar med dit setup og få et par venner til at hjælpe med at pakke dine deals
>> Du har nu tjent en hurtig skilling og kan kalde dig iværksætter

NB! Har du ikke pengene til og investere i produktet du ønsker at sælge her og nu – så sælg det før bjørnen er skudt og noter blot på din deal af du leverer produktet indenfor 3-6 uger… ’Det er alligevel de færreste der læser det med småt…’

Shortcut til nemme dealsite kunder

Er du ikke meget for at skulle lave dit eget dealsite fra bunden, købe trafik hertil og markedsføre det overfor potentielle nye kunder, kan du også blot koble dig på et af de store dealsites. Det koster ofte mellem 10-40 % af omsætningen der skabes på din deal. Procentsatsen afhænger af dine forhandlingsevner. Du køber dig her til en gruppe af mennesker der i forvejen elsker deals og køber dem. Det eneste du skal sørge for er, at have produktet klar til afsendelse når du modtager Excel arket med info om dine nye ’kunder’. Simpelt og enkelt.

De kloge snyder de mindre kloge

Ovenstående kan være skrevet med en smule ironi, men i bund og grund er det nok ikke helt forkert. Folk på nettet der fortæller om deres ’gode køb’ af det her helt fantastiske produkt, som de i øvrigt kan spare 90 % på er ved at tage overhånd. Ovenstående er et wake-up call til dem. Jeg sætter helt bestemt tingene lidt på spidsen i dette indlæg. Vær derfor kritisk næste gang du ser en deal og tilmed overvejer den. Der er ofte tale om no-name produkter der ikke har den vejl. pris du ser på siden.

Sælges der en mærkevare eller en ydelse du i forvejen nogenlunde kender prisen på – så er tilbuddet måske reelt nok. Men vær fortsat kritisk og brug din sunde fornuft. Go’ fornøjelse.

11 svar til “Dealsites. Brug din sunde fornuft.”

  1. Lidt trist verden vi lever i, når og hvis det faktisk er nødvendigt at bede folk om at tænke sig om, inden de falder for den slags bræk, som er at finde på dealsites.
    Desværre må vi erkende, at danskere er rabat- og procentryttere, som hellere vil tages i røven end at få en ordentlig handel i hus. Det er sgu endda mere trist.

    • Lige præcis! Jeg håber at det sætter tankerne i gang hos dem der kommer forbi indlægget her på bloggen.

  2. Sjovt jeg sad igår og overvejede at lave en artikel med præcist samme vinkel! Men det er hermed sparet! Men jeg er enig i dine synspunkter.

    • Jeg har haft den i tankerne længe, men vinklen skulle lige falde på plads så jeg fik nedfældet mine tanker om dealsites korrekt. Hvis du har andre vinkler eller synspunkter synes jeg da helt bestemt, at du også skal lave et indlæg. Jo flere indlæg om emnet, des bedre oplysning til forbrugeren der falder i 🙂

      • Ja det kunne være, at jeg skulle skrive et indlæg 🙂
        Men så skulle det vinkles en smule anderledes i forhold til dit, blot for at undgå, at det blev to næsten identiske indlæg…

  3. Helt enig i dine betragtninger. Jeg har stortset ikke købt et produkt via deals, som jeg har været tilfreds med, primært fordi kvaliteten har været forfærdelig. Jeg er træt af dealsites og deres bondefangeri. Dealbranchen er, som du påpeger, en flok lykkeriddere der ikke er interesseret i at levere en tjeneste, folk vil elske, men som folk vil falde i.

    Jeg har selv lavet et komplet koncept inden for dealbranchen, der er designet og tilrettelagt, og som på grund af forretningsmodellen rent faktisk ville være værdifuldt for den enkelt. Håber snart det kan blive søsat, så der kan komme en ærlig aktør på markedet.

    • Tak. Vi er helt enige. Dealsites er jo som sådan et fantastisk setup og Groupon er jo et levende bevis på, at det kan lade sig gøre. Det er blot trist når Østens varer bliver prissat med et mål for øje – nemlig og skabe en fiktiv høj vejl. pris således at selvsamme produkter kan sælges med xx% besparelse og virke som en god deal for den almene forbruger…

      Det lyder spændende med dit nye koncept. Jeg glæder mig til og læse mere om det når du går live.

    • Selvom der foregår meget “cheap-chinese-shit-sale” på dealsites, så sælges der også mange gode og ordentlige varer. Jeg har købt en del mærkevarer billigt via dealsites, men der går længere tid imellem de gode tilbud, bare for at være ærlig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *