Guide til Magento SEO

Christoffer Steenbeck

Jeg har gennem tiden besøgt og ikke mindst været kunde i mange forskellige Magento webshops. Gang på gang oplever jeg, at de ikke er opbygget,...

Guide til Magento SEO

Jeg har gennem tiden besøgt og ikke mindst været kunde i mange forskellige Magento webshops. Gang på gang oplever jeg, at de ikke er opbygget, struktureret og optimeret til, at de kan få mest muligt ud af søgemaskinerne. Det er en stor skam, at en webshopejer ikke udnytter hele værdien i et så fantastisk system, som Magento webshop nu engang er.

Nedenstående guide til Magento SEO er primært udarbejdet til dig, som starter på en frisk Magento webshop. Har du en eksisterende løsning, som allerede er live og indekseret? Så vil jeg i stedet anbefale dig, at du får udarbejdet en Magento rapport.

Har jeg brug for en Magento rapport?

Sælgerhatten er lagt på hylden i de efterfølgende linjer. Kort sagt; du kunne have brug for en Magento rapport, hvis du har en live Magento webshop, som du aldrig har optimeret på. Har du allerede pantsat dine ejendele i bytte for en dyr Magento webshop udararbejdet af et Magento webbureau; så håber jeg, at den er optimeret i forvejen… Er du i tvivl? Så kontakt mig før du køber min Magento rapport.

En Magento rapport indeholder en fuld gennemgang af din webshop, som omfatter forbedringer af forskellige nøgleområder, såsom; søgemaskineoptimering, brugervenlighed m.m. Jeg vil vove den påstand, at min Magento rapport vil give dig en værdi, som vil langt overstige selve rapportens pris i form af en højere omsætning og på sigt bedre placeringer i søgemaskinerne.

Er du mere en gør det selv mand? Så læs med nedenfor. Følg den gratis Magento SEO guide til punkt og prikke – det vil med garanti give dig en masse trafik fra søgemaskinerne.

VIGTIGT: Nedenstående guide til Magento SEO er udarbejdet med udgangspunkt i version 1.9.1.0.
Guiden kan dog anvendes til optimering af alle Magento webshop versioner. Guiden opdateres løbende.

1. Opsætning af Magento webshop

1.1 Generel opsætning

Magento er i mine øjne en af de absolut mest søgevenlige, out of the box, e-handelsløsninger. Der er dog et par problemer, som du kan afhjælpe med lidt tilpasninger af opsætningen, følg med!

Aktiver “Use Web Server Rewrites”. Gå til System – Configuration – Web – Search Engine Optimization og vælg ”Yes”

Magento SEO - Aktiver Web Server Rewrites

Når du alligevel er herinde, så vælg ”No” i ”Add store code to URLs” under URL options.

Magento SEO - Fjern Store Code fra URL

1.1.1 www eller ingen www

Gå til System – Configuration – Web – Unsecure/Secure. Her finder du din webshop rod på serveren. Det er også her, at du skal tage beslutningen om hvorvidt du ønsker en webshop der hedder http://www.dinwebshop.dk eller http://dinwebshop.dk. Husk dog, at denne løsning ikke automatisk laver en redirect fra din tidligere indstilling. Er du gået i gang med en ny webshop behøver du ikke bekymre dig om dette. Har du derimod en live Magento webshop der allerede er i søgemaskinerne, som du ændrer www indstillinger for, så bør du lave en 301 redirect via .htaccess med mod_rewrite. Husk i samme ombæring, at din server skal have slået mod_rewrite til.

Fjern www fra URL – tilføj følgende i .htaccess

RewriteEngine On
RewriteCond %{HTTP_HOST} ^www.example.com$ [NC]
RewriteRule ^(.*)$ http://example.com/$1 [R=301,L]

Tilføj www til URL – tilføj følgende i .htaccess

RewriteEngine On
RewriteCond %{HTTP_HOST} ^example.com$
RewriteRule (.*) http://www.example.com$1 [R=301]

Udover, at du nu har taget en vigtig beslutning om hvorvidt, at du ønsker www i din URL eller ej, så har du også sikret dig mod en standard funktion i Magento, som tilføjer et SID kodestykke til din URL, såsom; ?SID=p5c94657l7a60w6h65hd051235hea91a.

Når nu du alligevel har din .htaccess fil åben, så få også lige fjernet index.php fra din URL og redirect den til roden i stedet.

Hvis din shop ligger i roden på serveren – tilføj følgende i .htaccess

RewriteBase / RewriteCond %{THE_REQUEST} ^[A-Z]{3,9} /index.php HTTP/
RewriteRule ^index.php$ http://www.mydomain.com/ [R=301,L]

… hvis din shop ligger i en undermappe på serveren – tilføj følgende i .htaccess

RewriteBase /MAPPENAVN/ RewriteCond %{THE_REQUEST} ^[A-Z]{3,9} /MAPPENAVN/index.php HTTP/
RewriteRule ^index.php$ http://www.mydomain.com/MAPPENAVN/ [R=301,L]

1.2 Header indstillinger

Gå til System – Configuration – Design – HTML Head. ”Magento Commerce” er standard titlen, som du bør ændre til din egen.

  • Udform din titel således, at den er sigende for hvad du sælger. Søgemaskiner vægter titles højt når din side skal rangeres i søgeresultaterne.
  • Titles er det første en kunde møder når de finder dig i søgeresultaterne og du ønsker selvfølgelig, at de skal klikke sig ind på din webshop.

Magento SEO - Omdøb fra Magento Commerce

Det er også herinde, at du kan fortælle søgemaskinerne om de skal indeksere din webshop i søgeresultaterne eller helt udelade den. Scroll ned til punktet ”Default Robots”. Er din webshop live, vil du nok gerne have den indekseret, men er den i et testmiljø under opbygning, vil du nok ønske, at have den udeladt i første omgang. Husk så lige, at når du går fra testmiljø til live, at få rettet din indstilling til INDEX, FOLLOW.

Hvis du ønsker din webshop indekseret – indstil til INDEX, FOLLOW

Magento SEO - Robots index, follow

Hvis du ikke ønsker din webshop indekseret – indstil til NOINDEX, NOFOLLOW

Magento SEO - Robots noindex, nofollow

Nu hvor vi optimeret den første del af din Magento webshop, er det også en god idé, at få slået ”canonical tag” til. Har du ikke allerede installeret et eksternt Magento SEO modul der tager sig af dette problem, bør du aktivere den indbyggede funktion, som fungerer udmærket.

Gå til System – Configuration – Catalog – Search Engine Optimizations. Vælg “Yes” i bade “Use Canonical Link Meta Tag For Categories” samt “Use Canonical Link Meta Tag For Products”.

Magento SEO - Aktiver Canonical Tags

1.3 CMS

Ved første øjekast kan mulighederne med CMS funktionaliteterne i Magento synes små for en garvet CMS bruger, men for de fleste vil Magento CMS, som standard, være et stærkt og vigtigt værktøj til udvikling og præsentantion af godt content i en webshop.

Udarbejd et par gode CMS sider, som indeholder godt content og ikke mindst gode URL’er, en god overskrift samt god meta tags. Du kan udfylde specifikke meta tags for den enkelte side ved, at klikke på ”Meta Data” i venstre side når du redigerer en side.

Opsætter du ikke selv meta tags for dine CMS sider, vil Google udvælge det søgte søgeord eller måske sætning, og automatisk fremhæve dette fra din side og vise dette i søgeresultatet. Jeg vil dog til hver en tid anbefale, at du omhyggeligt får udfyldt meta tags for alle produkter, kategorier og landingsider.

1. 4 Optimering af kategorier

Magento kommer med en indbygget funktion, som tilføjer kategoristier til dine produkt URL’er. Det er ikke ønskeligt! Gå til System – Configuration – Catalog – Search Engine Optimization og vælg ”No” under ”Use Categories Path for Product URLs”.

Magento SEO - Fjern kategori fra URL på produktsider

Så er det tid til, at vi får optimeret dine kategorier. Gå til Catalog – Manage Categories.

  • Page Title (Meta Title): Udfylder du ikke dette felt, vil Magento indsætte kategoriens navn. Brug dette felt til, at indsætte en spændende title, som beskriver kategorien og dens indhold.
  • Meta Description: Skriv her en spændende og lokkende beskrivelse af indholdet i kategorien. Indsæt eventuelt ’call to action’-tekst, som kan lokke dine kunder til, at klikke på netop din webshop, når de ser den blandt alle de andre i søgeresultaterne.
  • URL: Den valgte URL bør være kort og blot indeholde kategoriens navn.

Påtænker du på sigt eller er du måske allerede i gang med flere store views i din Magento webshop, så frygt ej – du kan nemlig specificere Page Title, Meta Description samt URL helt ned på store view niveau.

1.5 Optimering af produkter

Optimering af produkter er stortset det samme, som når det kommer til meta tags. Gå til Catalog – Manage Products. Meta tags tilføjes og redigeres på produktsiden under fanen til venstre; ”Meta Information”.

En ofte overset optimeringsmulighed af Magento SEO, og faktisk alle e-handelsløsninger, er hvordan man behandler produktbilleder. Sørg for, at dine billeder hedder ”produktnavn.jpg” frem for “image_84.jpg”, tilføj ALT tags (i Magento backend kaldes dette ”label”) til dine billeder, som beskriver billedet bedst muligt. En god optimering af produktbilleder kan give dig ekstra trafik fra billedsøgninger. Dertil fortæller du søgemaskinerne hvad billedet viser og om det har sammenhæng til teksten i dit indlæg.

Magento SEO - Husk ALT tags på billeder

Tilføjes der ikke et nyt tag/label på billederne vil de blot få tildelt produktets navn.

1.6 Opret konfigurerbare produkter

Dette punkt bunder i, at man i en Magento webshop har mulighed for, at oprette forskellige typer af produkter. Her i blandt ’simpelt produkt’ og ’konfigurerbart produkt’. Det er dog de færreste, som benytter disse produkttyper korrekt og det ender ofte ud i problemer med duplicate content. Altså indhold, som findes på flere undersider på din webshop. Læs mere om duplicate content nederst i artiklen under punkt 3.

De fleste webshopejere skænker ikke dette en tanke, men det er forholdsvis vigtigt. Problemet med duplicate content opstår i det, at der oprettes flere helt identiske produkter. Identiske produkter, forstået på den måde, at der oprettes en hvid t-shirt i størrelse small, medium og large. Det vil selvsagt give os:

  • dinwebshop.dk/hvid-tshirt-small
  • dinwebshop.dk/hvid-tshirt-medium
  • dinwebshop.dk/hvid-tshirt-large

Det vil for de fleste, i ovenstående tilfælde, nok være svært, at skrive en spændende og unik tekst om en hvid t-shirt i alle 3 størrelser. Du vil derfor få 3 URL adresser, som har samme indhold eller mangen på samme.

Løsningen på ovenstående er ikke så langt væk. Du skal blot forstå hvornår, at du skal oprette et ’simpelt produkt’ og hvornår du skal oprette et ’konfigurerbart produkt’. Simpelt produkt er til ét produkt og konfigurerbart produkt er til når du har flere former for varianter, såsom; størrelse, farve etc.

I eksemplet med den hvide t-shirt bør du derfor oprette 3 simple produkter, med tilføjet egenskab i hhv. small, medium og large – de skal så have deres visning sat til ”Not visible individually”.

Magento SEO - Vis ikke simpelt produkt individuelt

Efterfølgende opretter du et konfigurerbart produkt, som du lægger de 3 simple produkter ind under. Det konfigurerbare produkt skal så have visning sat til ”Catalog, Search”.

Magento SEO - Vis produkt i katalog og søgning

På denne måde viser du søgemaskinerne samt din kunde én produtkside. Kunden kan så vælge størrelsen på den ønskede hvide t-shirt på siden med dit konfigurerbare produkt.

Med ovenstående taktik kan du undgå duplicate content og du kan fordybe dig i én god produkttekst til det konfigurerbare produkt. Samtidig giver du også en bedre oplevelse til kunden i form af et bedre overblik.

OBS! Vælger du alligevel løsningen med 3 simple produkter i forskellige størrelser (uden udnyttelse af muligheden for konfigurerbart produkt) vil søgemaskinerne kun indeksere én af dine produktsider. Du har ingen kontrol over hvilken. Har du ét produkt i shoppen der er opsat således, går det nok, men gør du det for alle produkter, vil du få kritiske problemer og i værste fald blive udelukket fra søgeindekset.

1.7 Unikke tekster – altid huske, aldrig glemme

Content is king! Denne sætning siger det hele. Brug tid og kræfter på, at skabe unikke tekster, som er beskrivende for produktet og giver dine kunder svar på eventuelle spørgsmål.

Drop derfor standard teksten fra din leverandør og den kopi af konkurrentens produkttekst, som du nok havde udset dig fordi, at den sad lige i skabet. Det er ulovligt at “låne” konkurrentens tekst og i værste fald vil det skade din Magento webshop, at du ikke benytter dig af unikke tekster til produkter, kategorier, landingsider osv.

Unikke tekster tager tid, men det er det hele værd!

1.8 Landingsider

Landingsider kan være yderst effektive hvis du formår, at opbygge dem omkring de rigtige termer, som dine besøgende søger på. Landingsider, som ikke er kategorier og produkter, opretter man blot i Magento CMS, som Pages/sider.

I Magento kan du oprette alle de landingsider du ønsker. Du bør dog holde dig i skindet for ikke, at udvide dit sortiment af landingsider før du reelt set har noget godt content, som giver mening, at placere på disse CMS Pages/sider. Landingsider uden indhold vil ikke have den store effekt alligevel.

Landingsider kan være god til at opsnappe trafik fra såkaldte ”long tail søgninger”. Altså søgninger, som ofte er baseret på op til flere ord i én søgning. Med udgangspunkt i en tøjbutik, som sælger en hvid t-shirt med en alligator printet på brystet – kunne en god landingside f.eks. være med fokus på long tail søgningen; ”hvid t-shirt med alligator”.

Gode landingsider med godt content giver dig en stor chance for, at tilegne dig en topplacering i søgeresultaterne. Du bør dog altid have i mente, at en landingside skal indeholde godt content, som har en høj relevans for dine besøgende.

Du kan også anvende landingsider til kampagner, nyhedsbreve, AdWords, Facebook Ads osv.

2 Magento SEO på standard template

2.1 Optimer Magento RWD responsive theme

Magento SEO er i højere grad blevet en del af de standard temaer, som Magento webshop nu engang kommer med. Der er dog fortsat rigelig med muligheder for, at man kan optimere på f.eks. RWD responsive theme, som er et af de her her gratis standard temaer.

2.2 Headings; H1, H2, H3…

Standarden i Magento RWD responsive theme er, at der ikke er noget H1 tag på forsiden. Det skal der være! Skriv derfor en god tekst, som er bygget op med gode headings. Placer teksten i bunden eller i en sidebar på forsiden. Bemærk, at teksten ikke skal være gennemgående på undersider, men kun vises på forsiden.

Når det kommer til undersiderne i din webshop bør du være opmærksom på, at kategoriens navn, produktets navn og overskrifterne på dine CMS sider er placeret i et H1 tag.

Næste skridt er, at rydde op i overflødige headings og tilpasse eksisterende headings således, at de er ’korrekte’. Produkt- og kategorinavne burde, som før nævnt, være vist i et H1 tag – dertil bør produkterne vist i grids på kategorisiderne være tildelt H3 tags. Du vil også opleve, at H4 tags anvendes i teamet; dem kan du med fordel nedgradere til en css class, som viser disse titler på den ønskede måde.

Når du arbejder med headings ift. Magento SEO, bør du være opmærksom på, at du ikke overdriver brugen af dem, men anvender dem korrekt. Du kan med fordel Google dig til mere information om korrekt brug af headings. Søg f.eks. på denne term ”Magento Semantic SEO”.

2.3 Ryd op i koden

Alt andet lige kommer Magento RWD responsive theme forholdsvis pænt når det kommer til selve koden. Med tiden vil du dog opleve, at dine installerede moduler henviser til eksterne JavaScripts og css filer. Henvisninger til eksterne ressourcer mindsker muligheden for, at din webshop kan caches 100% og din loadtid vil derfor øges. En høj loadtid er ikke godt for Magento SEO.

2.4 Hurtig loadtid = højere placeringer

Loadtiden for en hjemmeside er en vigtig faktor, som der indenfor de seneste par år er kommet endnu mere fokus på. Loadtid er en ranking factor, som du bør udnytte og optimere mod. Hverken dine kunder eller søgemaskinerne venter på en langsom webshop…

Hvad kan jeg så gøre? Du kan gøre umådeligt mange ting, men de to mest håndgribelige metoder hvorpå, at du selv kan øge hastigheden i din Magento webshop får du her nedenfor.

2.4.1 Vælg det rigtige hostingfirma

Googler du efter søgetermet ”Magento hosting” vil du hurtigt sande, at der findes et hav af udbydere. Mit bedste råd vil være, at droppe udbyderne til et par kr. månedligt, de har ofte en begrænsning på php_memory, som gør, at Magento alligevel ikke kan køre ordentligt. Vælg en god Magento hosting udbyder; det vil du ikke fortryde!

2.4.2 Aktiver Magento cache

Gå til System – Cache Management. Klik alle cache funktioner til og vælg ”Enable” fra dropdown.

Magento SEO - Aktiver Magento Cache

En anden vigtig faktor, som spiller ind på din loadtid er eksterne filer. Filer der hentes hver gang en besøgende besøger din webshop. For hver fil du beder en besøgendes downloade, skal deres browser skabe en ny forbindelse til din server. Det siger næsten sig selv, at 10 filer loades hurtigere end 100 filer… Minimer derfor, om muligt, dine eksterne loads og kombiner dem i én fil. Magento har allerede en indbygget funktion, som kombinerer JavaScript og CSS filer til én fil. Altså én fil til alle JavaScripts og én fil til alle CSS filer.

3 Magento SEO og Duplicate Content

Til trods for, at du har fået alle ovenstående punkter på plads, vil du nu opleve endnu et problem med din Magento webshop: duplicate content… Et problem, som vi selvfølgelig blot skal have rettet. Alene for produkter i din webshop vil du opleve, at følgende URL adresser vil have præcis samme indhold.

• dinwebshop.dk/product.html
• dinwebshop.dk/category1/product.html
• dinwebshop.dk/catalog/product/view/id/1/
• dinwebshop.dk/catalog/product/view/id/1/category/1/

Herudover vil du på sigt opleve, at Magento laver ekstra sider med product reviews, som har stortset identisk indhold. Endnu et problem er kategorierne. De vil give dig en masse duplicate content når layered navigation og filtrer på kategorisider bliver anvendt. I værste fald vil du opleve, at du kan have et hav af URL adresser, som har præcis samme indhold. Det er et absolut no go!

Gennemgå nedenstående punkter og du vil være godt på vej til en korrekt Magento SEO. Lær hvordan, at du kan tillade søgemaskinerne, at følge URL adresserne, men ikke indeksere dem. Du får også viden om hvordan, at du kan fikse problemet med layered navigation samt filtre på kategorisider.

3.1 Noindex, follow på non-content sider

Der findes en del Magento moduler, som kan tilføje det ønskede kodestykket. Kodestykket fortæller kort sagt søgemaskinerne, at de godt må følge og se din non-content side, men ikke indeksere den.

< META NAME="ROBOTS" CONTENT="NOINDEX, FOLLOW" >

Søg eventuelt efter ”Magento+fix layered navigation and sorting issue”, “Magento SEO fix+layered+sorting” etc. Du vil få rigeligt med muligheder!

3.2 Tilføj nofollow på de rigtige links

Et andet quick fix, som vil booste din Magento SEO, vil være, at tilføje nofollow tags på interne links. Links der går til login, checkout, wishlist og andre sider på din webshop, som ikke indeholder synderligt vigtigt content. Det samme gælder selvfølgelig links til RSS, layered navigation, add to wishlist, add to compare osv. Der findes fortsat intet Magento modul, som fikser de her standard links, som egentligt burde have tilføjet et nofollow tag fra starten. Du bør derfor ofre lidt tid på, at bevæge dig ind i koden og tilføje disse vigtige nofollow tags; alternativt kontakt en Magento fyr, som jeg selv er. Det burde ikke tage lang tid, men det er vigtigt!

3.3 Canonical URL tag – igen

Jeg kom omkring emnet canonical URL tag i punkt 1.2; nu kommer det igen. Dette er et tag, som fortæller søgemaskinerne, at vi allerede godt ved, at vi har samme indhold på flere URL adresser. Med vores canonical tag kan vi mere præcist fortælle søgemaskinerne hvilke sider, som indeholder samme indhold. Tidligere har det ikke været den bedste løsning, men med tiden er det blevet mer’ og mer’ acceptabelt, at løse duplicate content på denne måde.

4 Magento SEO med 301 redirects

Magento webshop er i og for sig en fantastisk e-handelsløsning. Systemet opretter automatisk en 301 redirect, hvis man ændrer en produkt- eller kategori URL. Magento systemet sørger dermed for, at de besøgende og ikke mindst søgemaskinerne peges hen på den nye URL. Med forbehold for, at automatisk oprettelse af 301 redirect er slået til i Magento backend…

Ændrer du på en URL adresse bør du være opmærksom på, at selvom der oprettes en redirect til den nye URL, vil du helt eller delvist kunne miste den værdi, som den gamle URL har opbygget i søgemaskinerne.

Ønsker du manuelt, at tilføje eller måske redigere i de automatisk oprettede redirects? Så gå til Catalog – URL Rewrite Management.

5 Linkbuilding

Linkbuilding er en sjov faktor, som du bør lære kunsten at mestre. Magento SEO består af mange elementer, som du nok kan fornemme på ovenstående punkter, men linkbuilding er også en af de vigtige.

Ovenstående punkter vil i sammenhæng med en god og naturlig linkbuilding kunne give din Magento webshop en god plads i søgemaskinerne. Alle kan lave linkbuilding, men det er også en disciplin, som kræver noget viden. En viden der kan give det optimale udbytte af indsatsen, som man må lægge i disciplinen. Unaturlig linkbuilding vil også kunne påvirke dine placeringer negativt…

Linkbuilding kan overordnet set blive brudt op i 2 lejre; intern- og ekstern linkbuilding. Du får nedenfor et par ting, som alle kan gøre.

5.1 Intern linkbuilding

Intern linkbuilding kan være givtigt og lede både søgemaskiner og ikke mindst besøgende godt rundt i din webshop. Du vil med den rigtige opbygning af intern linkbuilding kunne styrke de vigtige produkt-, kategori- og CMS sider.

Udarbejder du gode landingsider, som tiltrækker besøgende fra søgemaskinerne med diverse long tail søgninger, bør du kun linke fra disse til relevante. Det kan være produkt- og kategorisider. Du styrker på denne måde siderne du linker til og de vil få ’ekstra værdi’ i søgemaskinerne.

Når du arbejder med intern linkbuilding skal du altid have i mente; ”giver det værdi for mine besøgende, at jeg leder dem hen på denne side”… Hvis ikke? Så hellere drop linket.

5.2 Ekstern linkbuilding

Idéen med denne guide til Magento SEO var i første omgang, at give dig et indblik i hvordan, at du selv kan lave onsite SEO optimering af din Magento webshop, men jeg vil dog alligevel lige runde ekstern linkbuilding… Det er trods alt en vigtig faktor, som spiller ind på dine resultater i søgemaskinerne.

Værdien af indgående links er variabel, men kan nemmest forklares ved, at sammenligne dem med stemmer eller anbefalinger. Jo flere links, altså stemmer/anbefalinger, til din webshop, jo bedre.

Sørg for, at opbygge eksterne links med kvalitet og relevans. Sælger du hvide t-shirts vil et link fra en hjemmeside om olieplatforme ikke tilføre din webshop nogen reel værdi, men får du derimod et link fra en modeblogger til den hvide t-shirt; ja så er der værdi!

3 hurtige tips til dig, som selv vil kaste dig ud i ekstern linkbuilding

1. Spred dine links ud over en længere periode. 100 nye indgående links fra dag til dag er ikke ’naturligt’ i en søgemaskines øjne, medmindre, at du i forvejen modtager 100 nye links hver dag… Det er dog de færreste, som modtager denne mængde naturligt.
2. Eksterne links skal varieres. Link til din webshop med forskellig tekst og gerne fra forskellige elementer, såsom; overskrifter, billeder m.m.
3. Spred dine links ud på forskellige platforme; forums, blog kommentarer, gæsteindlæg osv. Sørg dog altid for, at du linker fra sider med relevans for ’emnet’ på din webshop.

Alle kan lave linkbuilding, men det sværeste, for de fleste, er dog helt klart, at skaffe de kvalitetslinks. Vær’ kreativ og Google dig til mere information om emnet. Der er tonsvis af viden derude!

Alt i alt er ekstern linkbuilding en tidsrøver, som ikke giver et afkast her og nu, men på sigt…

Magento SEO konklusion

I ovenstående guide til Magento SEO, synes jeg selv, at jeg er kommet godt omkring emnet. Hvis du har spørgsmål, feedback eller måske tilføjelser til guiden må du endelig benytte dig af kommentarfeltet herunder eller sende mig en e-mail. Jeg vil løbende opdatere guiden til Magento SEO – således, at den er opdateret og kan hjælpe flest muligt.

”Hvornår virker Magento SEO? Når du har opgivet håbet…” – Christoffer Steenbeck

Har du brug for hjælp til, at implementere nogle punkter fra ovenstående Magento SEO guide, er du velkommen til, at kontakte mig.

18 comments

  1. Vi er her i firmaet nybegyndere med Magento og det er en helt ny og ikke mindst spændende verden for os. Jeg vil fluks bede min web-kollega se listen i gennem og få tilpasset inden vi går live.

    Jeg mener og huske, at vi har taget udgangspunkt i et købt template fra Templatemonster. Det bliver spændende at se hvor mange af punkterne der skal tilpasses når vi får den gennemgået.

    Jeg har selv tænkt på om vores webshop kom til at starte med www eller ej og jeg troede faktisk ikke, at man selv kunne være med til at påvirke dette. Har du nogen holdning til om man skal vælge det ene eller det andet?

    Tak for en god guide, Henrik

    1. Hej Henrik,

      Dejligt at du kan se en idé i denne guide og jeg håber, at den kan hjælpe dig godt fra start med jeres Magento løsning.

      Det korte svar vil lyde, selvfølgelig med tanke på søgemaskineoptimering, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du vælger www eller ej i jeres webshop URL. Der er på nuværende tidspunkt ingen elementer i søgemaskinernes algoritme, som favoriserer eller på anden måde fremhæver websites, som bevidst benytter sig af enten www eller udelader selvsamme.

      Men. Til trods for, at søgemaskinerne ikke tillægger dit valg den store betydning, så er det vigtigt, at du tager en beslutning om hvilken udgave du ønsker. Årsagen til dette er simpel; søgemaskinerne vil opfatte din(e) webshop, som 2 forskellige, på hhv. www og non-www. Dette er ikke ønskeligt, da indholdet jo selvsagt er identisk – og du vil dermed skabe duplicate content.

      Hvad jeg selv ville vælge? Jeg plejer altid at gå med www.

      Du skal derfor tage en beslutning om hvilken udgave du ønsker. Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig.

  2. Hej Christoffer. Vi kunne godt tænke os at bestille en magento rapport, men jeg tænker at det måske vil være en god ide, at vi først gennemgår din guide og så efterfølgende får hjælp fra dig? Jeg har under alle omstændigheder sendt dig en mail. Charlotte

    1. Hej Charlotte,
      Jeg sender dig fluks et svar retur.
      Du har helt ret i, at det er en god idé først, at gennemgå guiden og få styr på basics ift. Magento SEO. Så kan jeg efterfølgende hjælpe dig med, at få shoppen taget til næste niveau.

  3. Jeg har aldrig selv haft i tankerne at man kunne optimere yderligere på billederne. Efter at have læst dit indlæg var jeg omkring Google og kunne læse mig frem til, at det udover trafik fra eventuelle billedsøgninger også vil booste ens egen side i den traditionelle søgemaskine hvor det blot er tekst.
    Tak for et spændende indlæg.

    1. Hej Mikkel,
      Tak for din kommentar. Du har helt ret! Jo bedre siden er opbygget, jo bedre vil søgemaskinerne kunne vide hvad den rent faktisk handler om. Her kommer optimering af billeder også i spil. Fortæller du søgemaskinen, at billededet på siden rent faktisk relaterer til indholdet du har skrevet om – så får du også point på denne konto.

  4. Super indlæg omkring disciplinen “Magento Seo”. Vi fik for et par uger siden leveret en magento webshop til vores nye projekt. Jeg vil sende artiklen her til webbureauet. Jeg har dog en god idé om, at de havde forholdsvis godt styr på søgemaskineoptimering, men man ved jo aldrig.
    Tak.

  5. Hej Christoffer,

    Jeg har netop skrevet en lang mail til dig, men har fået den retur med denne besked:

    The mail system

    : host christoffersteenbeck.dk[77.66.30.232] said:
    550 No Such User Here (in reply to RCPT TO command)

  6. Sikken et fantastisk indlæg! For et par uger siden fik vi ‘leveret’ vores nye magento webshop. Vi købte den hos et webbureau, som vi egentligt har haft en god oplevelse med. Jeg kan dog ud fra din Magento seo guide se, at næsten alle punkterne er ‘overset af eksperten’, som var på udviklingen af vores webshop… Jeg vil sende dem listen og bede dem gentænke deres leverance.
    Tak for et godt indlæg. /Maria

  7. Rigtig god artikel, masser jeg kan bruge, men har problemer med at finde ud af hvor det skal gøres især det med h header. Har lige fået afvide at mine h 1 – 2 – 3 o.s.v er forkerte.
    Jeg kunne godt tænke mig en uvildig rapport og efterfølgende en pris på at få fejl rettet til og måske også et par online kurser via mail måske.

  8. Hej Christoffer,

    Fantastisk guide. Jeg har dog et spørgsmål.
    Jeg er ved at lave en HELT ny webshop i Magento.

    I dit punkt: 1.1.1 www eller ingen www, forstår jeg ikke helt hvad jeg skal gøre.

    Jeg vil gerne have at vores side kommer til at være www. foran.

    Skal jeg så ind og rode i htacces filen? Og hvilket af det skal jeg gøre? (jeg vil meget gerne have fjernet index.php i min URL.)

  9. Hej Christoffer, Tak for din artikkel. Mht, billeder, hvad er så vigtigst i forhold til SEO i Magento: at billederne har et korrekt navn xxx.jpg eller at ALT teksten er udfyldt med en beskrivelse. Jeg troede at Magento kun lod Google se ALT teksten; og har derfor ikke givet alle billederne rigtige navne….Spørgsmålet er om det kan betale sig at omdøbe alle produktbillederne?

    1. Hej Eva,
      Begge dele er jo en del af ‘et større billede’ – så begge dele er vigtige i den forstand 🙂
      Når det er sagt – så hvis tiden kun er til A og ikke B; så er det selvfølgelig bedre end slet ikke og få gjort hverken A eller B.
      Begge dele er også faktorer der anvendes i Google’s billedsøgning. Jeg husker selv, at jeg tidligere har fået en masse god trafik netop via billedsøgninger i Google hvor mine Magento webshops er dukket op i toppen.

      Om det kan betale sig? Jeg ville gøre det på de produkter, som jeg havde tid til og dem der solgte bedst og/eller kunne blive bestsellers i shoppen baseret på markedet du er i.

      Go’ fornøjelse og tak for din kommentar 🙂 Christoffer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *