RipnRoll. Historien bag en webshop med kondomer

Christoffer Steenbeck

RipnRoll – tanken bag en online kondomshop

RipnRoll var kort sagt en webshop, som gjorde sig i salg af kondomer, glidecreme, let sexlegetøj i form af vibratorer m.m. Jeg havde meget fokus på, at webshoppen skulle fremstå simpel og uden frække associationer. Det tilstræbte jeg ved, at købe et par billeder på iStockphoto. Når jeg i dag ser tilbage på det, mindede det måske nok mest om en trist IKEA reklame. Et par på en sofa der kiggede på nettet efter kondomer. Det var, præcis dette jeg ønskede, at RipnRoll skulle udstråle på dette tidspunkt.

RipnRoll forside

I min tid med RipnRoll gik jeg meget op i, at webshoppen fremstod sober, simpel og ikke mindst troværdig. Jeg havde et ønske om, at skabe en platform for dem, som ikke ønskede at få røde ører, når de skulle erhverve sig kondomer. Jeg markedsførte mig derfor på, at man fik sendt sine kondomer til døren – i en anonym emballage – og med en anonym afsender. Dette var helt sikkert en af årsagerne til, at RipnRoll faktisk gik hen og blev en meget god forretning.

Sådan kom jeg i gang med RipnRoll

Før jeg fik ideen til RipnRoll, havde jeg arbejdet på det lokale bibliotek som bogopsætter. Såvidt jeg husker lød timelønnen på små 40-50 kroner. Så kan du hurtigt regne ud, at der skulle lægges en del timer i og sætte bøger op, før jeg havde skrabet en bunke penge sammen. Så det var ikke her pengene kom fra.

I 9. klasse var jeg ude at lede efter den obligatoriske praktikplads, som gav mig ‘arbejde’ i en uge og heldigvis efterfølgende et fritidsjob. Mit andet arbejde her i livet blev derfor i en computerbutik, Cybercom på Frederiksberg. I Cybercom fik jeg tjent lidt mere, i og med at jeg havde lyst til at bruge lidt flere timer her, end jeg havde på biblioteket med bøgerne… Jeg brændte dengang meget for computerspil, hardware og deslige. Jeg kunne derfor guide enhver kunde i butikken til det næste computerspil, computerspillet til barnebarnet eller måske blot hvordan man ‘kom videre fra level 5’… Det kan hurtigt lyde lidt nørdet, men jeg spiller desværre ikke så meget i dag. Dengang var det en af mine helt store hobbys.

Jeg fik skrabet ca. 20.000 kr. sammen, som jeg passede godt på! Jeg gik herefter på udkig efter en leverandør online. Dengang jeg ønskede at starte RipnRoll op, var det i QXL’s storhedstid. På QXL var det muligt og købe kondomer til 2-4 kr. per styk. Jeg købte derfor 10 stk., således at jeg kunne se, hvem der stod bag annoncerne. Derigennem fik jeg personens kontaktdata. Jeg tog kontakt til personen, og endte et par dage senere ud med, at afhente godt 1.000 kondomer i en lejlighed i Værløse. Det blev 1.000 stk. fordi, det var hvad jeg kunne have med hjem i bussen i min sportstaske. Jeg husker tydeligt turen hjem. Selve sportstasken var selvfølgelig lynet helt sammen, og man kunne ikke se indholdet. Jeg havde alligevel en fornemmelse af, at alle vidste hvad den indeholdte. Om jeg havde lettere røde ører? Det tror jeg nok!

Overraskende nok var ‘kondomer’ ikke det store tabu, da jeg præsenterede mine forældre for en taske helt fyldt med kondomer. Kondomer blev lynhurtigt en ‘genstand’ jeg solgte og ikke mere end det. Det sætter jeg stor pris på den dag i dag. De 1.000 kondomer blev købt for ca. 1 kr. stykket og solgt videre for ca. 3 kr. på DBA, QXL og andre markedsplatforme.

RipnRoll – afhentning af 146.000 kondomer i Nordre Frihavn

Jeg forstod hurtigt, at der var et marked for kondomer online. Jeg besluttede mig derfor for at finde en leverandør, som kunne give mig en endnu bedre pris end den ene krone jeg tidligere have betalt. Jeg søgte derfor nettet tynd for webbutikker fra udlandet, der solgte kondomer . Prisen var dog ikke lav nok og jeg søgte videre. Jeg endte på en stor platform der forbinder østens producenter med vestens handlende. Alibaba.

På Alibaba fandt jeg en del producenter af kondomer, og skrev derfor lynhurtigt en standard mail, som jeg knaldede afsted til små 10 producenter. Såvidt jeg husker, fik jeg svar fra næsten alle sammen. De var dog alle interesseret i, at jeg skulle aftage minimum 1.000.000 kondomer, før de ville sælge til mig. Jeg gik i dybden med et par stykker og endte ud med, at skrive en masse frem og tilbage med en “Winnie”. Jeg var åben overfor hende, og fortalte hende om min situation. Altså: 16 år. Ikke mange penge, og fritidsjob i en computerbutik… Overraskende nok fik jeg et positivt svar retur. Jeg fik derfor lov til, at ‘nøjes’ med små 146.000 kondomer. Hidtil havde jeg jo selv kun solgt små 4.000 kondomer!….

Jeg kastede mig ud i at indgå handlen, fik overført de surt opsparede penge – til Malaysia. Puha. Når jeg i dag tænker tilbage på det, kunne det jo i princippet være gået helt galt. “Var der overhovedet noget i den anden ende?” – var en tanke jeg måske skulle have tænkt. Jeg kan dog konstatere, at jeg i dag fortsat kaster mig ud i nye projekter, og tager en del chancer. Til dato har jeg ikke fortrudt det en eneste gang… Måske har jeg også været lidt heldig?!

Jeg fortalte min far om min store handel, og at kondomerne ville lande godt 1 1/2 måned senere i Nordre Frihavn. Jeg fik samtidig flettet ind, at vi nok selv blev nødt til og hente dem selv. (Fragtfirmaet ville have hele 900 kr. for og fragte dem fra Frihavnen til min adresse!! Det var en del penge i mit lille foretagende). Vi pakkede min fars VW Transporter og trillede mod Nordre Frihavn med toldpapirer og spændte tanker. Hvad mon der mødte os?

Vi kom ud til Nordre Frihavn, fremviste toldpapirerne og fik at vide, vi skulle køre til et bestemt Pakhus hvor vi ville få udleveret pallerne. PALLERNE?!! Nå. Vi stod nu med 2 paller kondomer, 146.000 stk., og skulle få plads til dem inde i bilen. Med stor nøjagtighed fik vi lige præcis plads til dem. Jeg husker dog ikke om den sidste kasse mon stod på mit skød på turen hjem – men der var MANGE kasser!!

Vi kom helskindet hjem med alle 146.000 kondomer. Vi fik dem læsset ind i stuen, hvor de ”på nåde” fik lov til at stå et par dage. Lagerplads? Tjaaah… mit værelse på 8 kvm blev pakket med kondomkasser fra gulv til loft. Jeg kunne lige akkurat komme ind på værelset, mase mig ned i stolen foran computeren og til sengen. Mine reoler, musikanlægget og vinduet ud til haven så jeg dog ikke i flere måneder derefter.

Sådan fik RipnRoll 200 ordrer på under 15 minutter

Overskriften siger det hele. Jeg håber en dag og få mulighed for og opleve det igen. Dette må siges og være et kick udover det sædvanlige. Der skete noget helt fantastisk. DR1 kørte dengang en programserie der hed ‘Rabatten’. En aften blev jeg ringet op af en ven, som mente at jeg nok lige skulle tænde for DR1 – der var noget jeg skulle se!

I programmet ’Rabatten’ på DR1 stod værten med en computer foran sig og viste MIN webshop!! Mit IKEA billede af det unge par på sofaen var der – i fjernsynet! Det var den vildeste følelse, og jeg var helt oppe at køre. Jeg fik 2 minutters ‘reklame’ i primetime på DR1. Værten nævnte den meget sobre hjemmeside og de MEGET billigere kondomer. 99 øre for et kondom var dengang banebrydende og ikke før set på markedet. I dag er der en del som sælger kondomer til 1 kr. per styk.

Da værten var færdig med at rose MIN webshop, afsluttede han med en catchy frase der lød noget a’la: “Køb derfor dine partyballoner hos RipnRoll” – løb jeg til computeren. Dengang brugte jeg OsCommerce og fik alle ordrer sendt til min indbakke i Outlook. Jeg klikkede opdater; 15 mails. Jeg klikkede igen opdater; 17 mails, 18 mails, 12 mails, 34 mails – helt op til ca. 200 mails i indbakken 15 minutter senere. 200 mails = 200 ordrer. De næste par dage væltede det også ind med ordrer, og jeg fik ryddet ud i kasserne på ‘lageret’. Et par uger senere blev Rabatten genudsendt en sen eftermiddag og jeg fik oplevelsen igen – dog i mindre grad.

RipnRoll – erfaringer med og drive e-handel

RipnRoll var mit første egentlige e-handels projekt, hvor jeg kørte igennem samtlige aspekter i det og drive en webshop. Alt lige fra valg af platform, det praktiske ved at skulle have eget lager, og ikke mindst håndtering af ordrer og kunder. Jeg valgte dengang og sende stortset alle ordrer som brev, hvilket til tider gav forsvundne ordrer. For min sparsomme økonomi havde det en stor betydning, og jeg ærgrede mig sådan over det, når det skete. Der var jo ikke andet for, end blot at sende en ny omgang kondomer afsted til kunden, der ikke havde modtaget sine varer.

Jeg kunne absolut intet mht. kodning, udover det jeg havde lært ved en hobbyhjemmeside hos 123hjemmesider. Altså copy&paste af simple html koder der var fundet rundt omkring på nettet. I min første lange tid med RipnRoll gik tiden derfor med og afprøve tekst der bevægede sig over skærmen, blinkende overskrifter, tekst der kom flyvende ind og skabte sætninger og til juletid, snefnug der pænt dalede ned over mit forsidebillede.

RipnRoll – ja hvorfor egentligt det navn?!

Da jeg var yngre kørte jeg en del motocross, og her brugte jeg tid på at google ‘cool udstyr og seje motocross maskiner’. Her faldt jeg over et navn, som jeg derefter ikke kunne slippe, nemlig RipnRoll. RipnRoll. Det var, såvidt jeg husker et motocross mærke, som havde specialiseret sig i salg af briller til motocross kørsel. Jeg synes navnet var helt genialt, og i bund og grund beskrev det jo min forretning meget godt; “Riv og rul” – præcis det der nu engang er tanken med et kondom. Jeg valgte navnet og måtte så senere hen nok sande, at det var lidt problematisk når det skulle videreformidles… Så jeg begyndte at henvise folk til “GummiDrengen.dk” – som så blot vinkede folk ind på RipnRoll siden.

Det lærte jeg af RipnRoll

Eftersom at RipnRoll var mit første egentlige iværksætterprojekt, lærte jeg en hel masse. Jeg lærte en del om valg af platform til webshop. Dengang var OsCommerce det man brugte, og jeg hoppede derfor med på vognen. Det var ligeledes en OsCommerce installation, der blev den første platform for e-voks senere hen. Både RipnRoll og e-voks fik jeg dog over på en Magento Webshop senere hen.

Når det kommer til valg af navn, var jeg nok lidt for kæk med RipnRoll. Set i bakspejlet skulle det have været mere generisk korrekt og ikke være så specielt. Jeg elsker dog stadigvæk navnet. Det ”ligger godt i munden” når man udtaler det korrekt.

Lager og styring af firmaet blev hurtigt en variabel, som jeg ikke havde haft med i mine kalkulationer. Det lykkedes mig dog og få samlet trådene, og skabt et nogenlunde overblik således at jeg kunne ekspedere ordrer alle dage.

En vigtig ting jeg lærte, og som jeg fortsat går meget op i mit virke i dag er, at man skal være åben overfor sine leverandører. Fortæl åbent om hvem du er, hvad du kan, hvad du vil, og hvorfor du skal forhandle netop deres produkter. Kan en leverandør først mærke, at du brænder for netop deres produkt, er dine chancer langt bedre for og lave en handel. Brug derfor dine leverandører som samarbejdspartnere og stil krav til dem løbende…

7 comments

  1. Rigtigt spændende indlæg endnu engang – tak fordi du har skrevet det. Hvad kommer det næste til at handle om? 🙂

      1. Hvad med de webshops med kaffeudstyr, du kører i øjeblikket – hvordan du gik fra kondomer til voks og nu til kaffe? Hvad er grunden til det? Det er ikke ligefrem lignende brancher.

        1. God idé! Jeg skal lige have tænkt vinklerne i gennem og forberedt mig lidt på den. Så skal jeg nok komme med et super indlæg ;o)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *